Du er jo ikke sådan syg-syg

Jeg oplever ret ofte, når jeg snakker med nogen, om andre mennesker med psykiske sygdomme (tit noget de har hørt i nyhederne, eller noget de har hørt om i periferien), så bliver der sagt noget ala “Jamen han/hun er jo sådan RIGTIG psykisk syg…”

Derefter kommer der tit: “Du er jo ikke sådan syg syg.”

Jeg finder det faktisk rigtig fornærmende, når andre siger sådan. Hvad gør, at jeg ikke er “sådan rigtig syg syg?”. Er det fordi jeg ikke er indlagt på en afdeling? Eller fordi jeg ikke er voldelig? Jeg ved godt, at meget af det er baseret på de fordommme, og den stigmatisering, der er i vores samfund.

Medierne er med til at lave et billede af hvordan en psykisk syg person skal se ud (måske lidt usoigneret eller alkoholiker?), og hvordan de skal opføre sig (stikke sig ud fra mængden, være udadreagerende, gå rundt og råbe på gaden, være ubehagelig eller grænseoverskridende, eller være ekstrem introvert og asocial?).

Psykiske syge mennesker kommer i alle former og farver. Vi bliver nødt til at anerkende og møde det enkelte menneske, både der hvor de er i livet, i deres recovery process, og ikke mindst der hvor deres behov er.

Der kommer mere og mere fokus på, at en person med psykiske vanskeligheder sagtens kan være den middelaldrende business mand, speltmoderen eller den unge universitetsstuderende. Vi er dog langt fra at få talt tabuet tavst. ALLE kan få en psykisk sygdom – nogle er dog i større risiko og mere udsat, p.g.a arv og miljø.

Jeg har en del af de “usynlige sygdomme” som psykiske sygdomme og kroniske smerter. Jeg har også Tourette syndrom, men den er lidt half/half, da mine tics (både motoriske og vokale – der kommer mere om det i et andet indlæg) er udadreagerende, men dette er kun toppen af isbjerget. 

Udadtil ligner jeg en ganske almindelig ung kvinde, med en god intelligens, et stort omsorgs gen, en masse ressourcer, et stabilt hjem og en masse overskud. 

Dette er jeg til tider også, men der er også en masse udfordringer og vilkår, som gør, at jeg ikke kan fungere som andre jævnalderende i samfundet. Jeg kan ikke tage en uddannelse eller have et arbejde. Jeg kan ikke holde til at være udenfor hjemmet særlig længe af gangen. Jeg bliver ret hurtigt mættet af indtryk – hvilket kan være at køre i bus, gå blandt andre mennesker, eller hvis jeg er i en social sammenhæng med flere mennesker. Jeg kan have flere dage i streg, hvor jeg ikke kan komme ud af sengen p.g.a smerter. Jeg har svært ved at planlægge mine dage, fordi hele min dag afhænger af, om jeg har energi/skeer (forklaring kommer) nok lige netop dén dag.

Det at skulle lade som om, at jeg er som andre – have en “normal”-facade overfor andre, det kræver ubeskriveligt meget af mig.Jeg vil sænke min facade, for at vise, at det bagved – alt det svære – det skal der være plads til.Vi har alle sammen noget der er svært, noget der gør ondt, noget som vi ikke har lyst til at dele.

Det er helt okay! Der er bare brug for nogen, der kan sige, at det er okay. At det skal nok gå. Hvis vi prøver at mindske de fordomme, som vi ved der er ved usynlige sygdomme. Så kan det være, at vi kan gøre dem mere synlige ved at italesætte dem og gøre dem mindre tabubelagt. 

“Everybody is fighting a battle you know nothing about, so be kind. Always.”

– Ditte – 

Forige Indlæg Næste Indlæg

Interessante indlæg

4 Kommentarer

  • Reply Birgitha 29. april 2019 at 17:33

    Fantastisk beskrevet. Du er en modig kvinde

    • Reply Ditte 1. maj 2019 at 16:03

      Tak mutti – det var sødt sagt.

  • Reply Hanne Steffensen 30. april 2019 at 13:23

    SÅDAN 💪🏻😎

    • Reply Ditte 1. maj 2019 at 16:04

      Nemlig 🙏🏻 😉
      Tak søde ❤️

    Efterlad en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.