Mange der ikke selv lider af kroniske smerter, kan ikke forstå det. Den følelse af, at man fysisk ikke kan komme ud af sengen, fordi alting gør ondt. Følelsen af, at man ikke kan være i sin egen krop, fordi det er for smertefuldt. De frustrationer der kommer, når man ikke selv kan gøre til eller fra.

Når ingen smertestillende hjælper, ingen varmepude og selv ingen trøst kan fjerne den. Man kan kun være i smerten. Acceptere den. Huske på, at den nok skal lette, omend for en lille stund.

Når man ligger i sengen, så kan ens nærmeste ikke gøre noget. De kan hjælpe med de fysiske omstændigheder, men ellers er de ligeså magtesløse som os. Mange glemmer de stærke mennesker – vores hverdags helte – der holder os i hånden. De der sammen med os, kun kan gøre så meget, men alligevel vælger, at være ved vores side,

Jeg kan sagtens forstå, at det er svært for dem, der ikke selv har smerter (eller er tætte pårørende), fordi de kun ser os når vi er “normale”. De ser os kun, når vi er ude og “klædt på” til omverdenen.

Det her var min virkelig forleden dag, hvor jeg lå i sengen fra søndag aften til tirsdag morgen.

– Ditte –