Det var mors dag i søndags, hvor vi hyldede vores kære mødre.

Det fik mig til at tænke. Er dette en dag, hvor vi hylder alle de skønne mødre derude, eller kun vores egen mor? Hvad med de mødre der har mistet deres børn? Eller de der er mødre i deres hjerter, men ikke har kunne få børn, de ønskede? De kvinder, der er som mødre for os, men ikke er blodrelateret? De der er sviger-pap-bonus-ekstra-sted mødre? Jeg føler, at vi skal hylde alle, som er mødre. Både dem der putter deres børn om aftenen, dem der låner os skuldre at græde på, og alle dem, der er mødre i deres hjerte, men ikke har nogen, de kan læse godnathistorier for. De fortjener alle et shout-out, og en god dag.

Jeg er meget tæt med min mor. Vi har været igennem mange svære tider sammen. Hun har altid været min partner-in-crime, og sjælendt griner jeg så meget, som når jeg er sammen med hende. Hun er en fantastisk og stærk kvinde, og jeg er stolt af at være hendes datter.

Jeg er ikke selv en mor, og det bliver jeg heller ikke. Jeg har mine hunde, som giver mig en følelse af, at jeg er en (hunde-)mor. Jeg giver dem en masse kærlighed, hvilket jeg får ubetinget tilbage. De er fuldstændige afhængige af, at jeg passer på dem, og forsørger dem. De giver mig en følelse af, at jeg er needed – at jeg har et ansvar, hvor jeg skal tilsidesætte mine egne behov. De er her kun for en kort stund, men det er vi alle.

– Ditte –